Det fedeste syarrangement og en åbenbaring om fremtiden

Jeg er netop kommet hjem fra det fedeste arrangement med Sysiden. Vi har været på besøg hos MeterMeter, en helt fantastisk stofbutik og systue. Jeg fik ikke taget et eneste billede, fordi jeg var så opslugt, så dem må I tænke jer til.

Det har virkelig været så godt, jeg har set og rørt ved en helt masse forskellige og meget lækre stoffer. Jeg havde mest af alt lyst til bare at købe fire meter af hver, men besindede mig helt vildt, så det blev kun til et par rester til Emma. Til gengæld tør jeg godt lov, at MeterMeter har fået en ny, fremtidig kunde, der falder helt sikkert mere end en ordre i nærmeste fremtid.

Det er en modig kvinde, der står bag systuen, for vi fik ikke bare lov at se alle maskinerne, nej vi fik også lov at prøve dem. Vildt stort og meget skræmmende. Jeg er seriøst bange for de maskiner, men fik da alligevel syet lidt.

Jeg fik også mødt Maria, min skønne sylærer fra onlinesykurset. Så dejligt at møde hende i virkeligheden, og jeg fik vist også lovet hende, at jeg skal se at få syet den nederdel fra sidste lektion. Det er bare så grænseoverskridende at skulle sy noget til mig selv, og så endda en nederdel. Men jeg gør det, altså snart 😉

Selvom arrangementet handlede om syning og stof, ja så gik det pludselig også op for mig, hvad jeg skal lave i mit professionelle liv. Det føles lidt som en åbenbaring, og samtidig er det så åbenlyst, at jeg ikke forstår hvorfor det først er nu det går op for mig.

Og hvad skal jeg så lave, tænker du nok. Jamen, jeg skal da være nørd! Jeg er jo nørd af natur, forstået på den måde, at jeg elsker at fordybe mig og grave i små detaljer. Så det er det jeg skal og vil i fremtiden.

Nørd inden for hvad? Kunne du passende spørge, og til det må jeg sige, det ved jeg ikke endnu, men jeg er åben for forslag.

Måske kender du en virksomhed, der kunne bruge en nørd til at undersøge noget om et specifikt område, så sig endelig til. Jeg er åben for alt.

Finder jeg ikke et sted, der skal bruge en nørd, ja så tror jeg, at jeg må finde på noget selv. Det kunne jo åbenlyst være noget med strik, men sikkert også andre ting. Det skal lige have lov at falde lidt på plads det hele, for lige nu pumper blodet rundt i kroppen, jeg har slet ingen ro, for er helt høj på den fantastiske oplevelse, jeg har haft i aften.

Jeg tror, I kommer til at høre mere om nørderi i fremtiden, men nu vil jeg prøve at slappe lidt af, i morgen tidlig skal jeg nemlig lege med 30 børnehavebørn, der gerne vil prøve at være spejder. Det er vist også lidt nørdet 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *