Noget om søvn – eller manglen på samme

Emma og Flikka

Vi kender der vel alle sammen, der er ikke noget som manglende søvn, der kan gøre os i dårligt humør, uoplagte og nå ja, søvnige.

Emma har altid svinget rigtig meget mellem at være god til at sove og være knap så god til det. Nogen dage tager det 2 minutter at putte hende, andre 2 timer. Hun har flere gange haft længere perioder, hvor det har været rigtig svært. Men lige for tiden er det forskelligt fra dag til dag, og vi kan på ingen måde forudse om det bliver en god putteaften eller ej.

Set i det store billede, har vi nok slet ikke noget at brokke os over, da der jo er mange, der har det meget værre. Men de dage, hvor putningen tager flere timer, så føles det meget synd for os, og så er jeg egentlig ret ligeglad med at andre har større problemer.

Her i weekenden har den lille søvnterrorist så valgt at kombinere det med længere perioder midt om natten, hvor hun var helt umulig at få til at falde i søvn igen. Det bringer virkelig ikke noget godt op i mig. Puha, hvor bliver jeg træt af mig selv, jeg har nemlig hverken tålmodighed eller overskud til at håndtere en meget træt unge, der bare ikke vil sove. Jeg både bander og svovler, mest af kæresten, selvom han jo nok ikke kan gøre for at barnet ikke vil sove.

Jeg ender også let i sådan en negativ spiral, fordi jeg ikke sover nok, så føles alting bare øv. Der var vi i weekenden, vi gik og surmulede lidt alle sammen, vi var helt overdrevet trætte og lysten til at foretage sig noget som helst kunne lægge på et meget lille sted. Lige netop derfor var der ekstra meget brug for det, så vi hankede op i os selv og kørte en tur.

Emma og snemanden

Snemanden beundres

Et besøg hos mormor og morfar, en gå-/kælketur i sneen og bygning af snemand var lige præcis det der var brug for. Efter sådan en eftermiddag var Emma da også så træt, at hun faldt i søvn med det samme, og vi to andre fik hvilet ud på sofaen, så vi var klar til endnu en nat med lidt for lidt søvn.

Nu har vi lige overstået en putteseance, der strak sig over mere end 2 timer, så vi krydser alt hvad krydses kan for at vi får lov at sove i nat. Åh jeg håber det sådan, jeg kunne så godt tænke mig at føle mig bare lidt overskudsagtig igen.

Så sov godt, kære Emma, mor og far er trætte!

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *